Principper i Aikido
Aikido er japansk kampkunst, udviklet af Morihei Ueshiba (1883-1969) og bygger på principper om harmoni og balance. Gennem koordination af krop og sind, korrekt åndedræt og fokusering, udvikler du et stabilt og afbalanceret kraftcentrum, hvorudfra alle bevægelserne udgår. Aikido handler ikke om fysisk styrke men derimod teknik. Man møder ikke kraft mod kraft, men flyder med angriberens energi og tager kontrollen ved at få modstanderen ud af balance, mens man selv forbliver stabil. Aikidos grundposition er stabil, og bevægelserne er cirkulære.
Selvforsvar er ikke det egentlige formål med Aikido, men regnes som et praktisk biprodukt. Man søger at opnå fuldt kontrollerede, perfekte, nærmest stiliserede kampbevægelser. Aikido placerer sig derved i gruppe med kampkunsterne Iaido (sværdtrækningens kunst) og Kyodo (bueskydningskunst), som begge har direkte rod i kampteknik anvendt på slagmarken, men som i disse videreudviklede former ikke har til formål at bekæmpe en fysisk fjende. Aikido skiller sig hermed fra sit egentlige tekniske grundlag Jujutsu, som er praktisk anvendelig kampteknik, og kampsporten Judo, som også oprinder i Jujutsu. Alle tre kampsystemer har mange tekniske ligheder, men vidt forskellige formål.
Målet med træningen er din personlige udvikling. Man kæmper ikke mod hinanden, men hjælper hinanden til at udføre teknikkerne korrekt, sådan at man udvikler sig på netop det stadie, hvor man selv er. Udtrykket ”masakatsu agatsu”, som grundlæggeren brugte, indfanger denne filosofi, idet det betyder ”den sande sejr, er sejren over dig selv.” Man hjælper således hinanden til denne sejr. I takt med ens egen udvikling følger samtidig et større ansvar for at hjælpe de mindre erfarne. Det skaber et miljø, hvor nybegyndere, erfarne, yngre, ældre, kvinder og mænd kan træne med hinanden.
Traditionel Aikido
Aikido er en moderne Budo (kampkunst), som er udviklet fra de traditionelle japanske Budo-former. Grundlæggeren Morihei Ueshiba trænede selv i sin ungdom under de store mestre i Japan og blev lidt efter lidt en af sin tids største Budo-udøvere.
Særligt to forskellige retninger inspirerede Ueshiba, og disse kom til at danne grundlag for den Budo-form, som han udviklede og kaldte Aikido. Den ene retning udgør det tekniske grundlag for Aikido, og her var den store indflydelse Sokaku Takeda Sensei’s Daito Ryu Aiki-jutsu. Den anden retning udgør det åndelige grundlag i Aikido. Her var den store indflydelse Onisaburo Deguchi, som var det spirituelle overhovede for en gruppe, der praktiserede en form for Shintoisme, hvilket er Japans ur-tro.
Igennem disse to forskellige retninger udviklede Ueshiba princippet ‘aiki’: at harmonisere det kropslige og det åndelige – både i teknisk henseende såvel som i dagligdagen. Når man træner kroppen til harmoni og balance vil dette også afspejles i sindet.
På trods af Aikido’ens nye oprindelse er det en traditionel Budo-form, som bygger på gamle og velprøvede principper indenfor såvel kropsteknikker som våbenbrug.
Aikido har gennemgået forskellige stadier i takt med Ueshiba’s egen udvikling: fra 1930-ernes Daito Ryu-inspirerede teknikker til den Aikido, man kender i dag.
I 1927 stiftede han Hombu Dojo (hovedkvarteret) i Tokyo, men flyttede under anden verdenskrig til landsbyen Iwama nord for Tokyo.
I denne tid samlede han sit livs træning både spirituelt og teknisk, og han citeres for, at det er i denne periode, den egentlige Aikido blev konsolideret. Det var i Iwama Dojo han fuldendte og underviste i Aikido’ens grundteknikker, og det var udelukkende her, at Ueshiba regelmæssigt underviste i Aikido’ens våbenteknikker (bokken og jo).